FC Midtjylland henter norsk angriber på fireårig aftale: Han har målnæse

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
FC Midtjylland henter norsk angriber på fireårig aftale: Han har målnæse
Ola Brynhildsen skal nu score sine mål for 'Ulvene'.
Ola Brynhildsen skal nu score sine mål for 'Ulvene'.FCM.dk
Superligaklubben FC Midtjylland har forstærket sit angreb på transfervinduets sidste dag.

Fra det forsvarende norske mesterhold, Molde, ankommer den 24-årige Ola Brynhildsen, meddeler klubben på sin hjemmeside.

"Ola bliver en god tilføjelse til klubben. Han har først og fremmest målnæse, men derudover bringer han en alsidighed og kan indtage flere positioner i offensiven," siger sportschef Svend Graversen og uddyber:

"Først og fremmest forstår han, hvor man skal befinde sig for at lave mål og assists. Derudover har han fart. Han er en dybdeløber, som kan true i bagrummet og strække modstanderens defensiv. Hans timing i de dybe løb er på et højt niveau."

Brynhildsen står noteret for 138 kampe og 42 scoringer for Molde, som han kom til fra Stabæk i starten af 2020.

Han scorede blandt andet 11 mål i 19 ligakampe, da Molde i 2022 vandt det norske mesterskab. På det norske A-landshold er det blevet til fire optrædener.

Ifølge B.T. betaler FCM omkring 17 millioner kroner for sin nye angriber.

FC Midtjylland har generelt haft et meget travlt transfervindue. Et tocifret antal spillere er kommet ind. Fredag kom også forsvarsspilleren Mads Bech Sørensen ind, kort før transfervinduet lukkede.

Ind er også kommet folk som Gue-sung Cho, Sverrir Ingi Ingason, Iver Fossum, Franculino, Martin Fraisl, Oscar Hedvall, André Rømer, Adam Gabriel, Han-beom Lee og Dario Osorio.

FC Midtjylland tabte torsdag en straffesparkskonkurrence mod polske Legia Warszawa om at komme i Conference Leagues gruppespil.

Her brændte den indskiftede forsvarsspiller Stefan Gartenmann det afgørende forsøg. Han er fredag blevet udlejet til skotske Aberdeen frem til næste sommer, oplyser FCM på sin hjemmeside.