AGF-lazarettet skrumper inden pokalfinale: Rösler holder kortene tæt

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

AGF-lazarettet skrumper inden pokalfinale: Rösler holder kortene tæt

Rösler og Kent Nielsen havde overskud til smil dagen før sæsonens vigtigste kamp for de to trænere.
Rösler og Kent Nielsen havde overskud til smil dagen før sæsonens vigtigste kamp for de to trænere. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AGF har været hårdt ramt af skader i forårssæsonen, men før torsdagens pokalfinale mod Silkeborg lysner det for aarhusianerne.

Cheftræner Uwe Rösler har fået en større gruppe af spillere at vælge imellem til sin startopstilling end i de seneste superligakampe, men han vil ikke afsløre, hvem der nu er i spil til pokalfinalen.

"De sidste par dage har været gode. Vi har fået flere spillere tilbage i træning, og det giver mig en bedre følelse end i de seneste uger. Jeg har fået en større pulje af spillere at vælge imellem. Jeg kan ikke gå i detaljer, men vi har fået to-tre spillere, som er tilbage i træning efter at have været ude i et stykke tid. Det er positivt," siger AGF-træneren onsdag eftermiddag forud for AGF's sidste træning før pokalfinalen.

Den træning er i lighed med de seneste AGF-træninger lukket for offentligheden.

Mens Tobias Mølgaard og Mikkel Duelund er meldt ude af pokalfinalen, er Felix Beijmo og Jonas Jensen-Abbew tidligere bragt i spil til at kunne blive klar til sæsonens vigtigste kamp. Rösler afviser dog at fortælle, om duoen er at finde blandt de nye ansigter på træningsbanen.

"Det er en hemmelighed," siger Rösler og supplerer med "ingen kommentarer", da han bliver adspurgt direkte om Felix Beijmos mulige rolle i pokalfinalen.

AGF-træneren kommer først til endegyldigt at sætte sin startopstilling, når han vågner torsdag morgen, fortæller han.

"Jeg ved ikke, hvor meget de tilbagevendte spillere har i tanken. Jeg ved ikke, om jeg kan starte med dem eller skifte dem ind. Jeg skal snakke med min stab i aften (onsdag, red.), og så skal jeg følge min mavefornemmelse, før vi tager en beslutning torsdag morgen. Men det er flere valgmuligheder nu, end der har været i de seneste uger, så det er et bedre scenarie for os," siger Uwe Rösler.

AGF vandt senest pokalturneringen i 1996, mens torsdagens modstander, Silkeborg, triumferede i 2001.