Mølgaard er næste danske NHL-håb: Jeg tvivler på jeg var blevet lige så god i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mølgaard er næste danske NHL-håb: Jeg tvivler på jeg var blevet lige så god i Danmark

Oscar Fisker Mølgaard i kamp for HV71
Oscar Fisker Mølgaard i kamp for HV71Profimedia
Oscar Fisker Mølgaard er en af dem der skal tegne dansk ishockey i mange år frem. Som 19-årig er han allerede stamspiller i svensk SHL, efter som ganske ung at være draget over sundet. I et interview med Flashscore fortæller centeren om de fordele der har været ved at spille i Sverige i stedet for i Danmark, mens han også fortæller om samarbejdet på en dansk legende i jagten på en NHL-kontrakt.

Som 16-årig forlod Oscar Fisker Mølgaard den trygge hjemstavn i Frederikshavn, for at sætte kurs mod den svenske by Jönköping, der er hjemsted for ishockeyholdet HV71. En stor klub i svensk ishockey med fem mesterskabet i pokalskabet, men også et hold der siden seneste mesterskab i 2018 har været udfordret.

For Mølgaard var der dog ikke de helt store betænkninger, da chancen bød sig for at bytte dansk juniorhockey ud med den svenske ditto.

”Mine forældre har altid støttet mig i alt, hvad jeg har gjort. Det er selvfølgelig en stor beslutning, og der er en helt anden kultur i Sverige. Det var overvældende i starten, men når man først er landet i det, så er sporten jo den samme begge steder”, lyder det fra Mølgaard, der ligesom mange andre danske spillere har familiemedlemmer, der også spiller ishockey. Hans fætter er Mathias Mølgaard der spillede for Odense Bulldogs, og far Lars er firedobbelt dansk mester med Herning og Frederikshavn.

Selv om ishockey i Sverige er langt mere pengestærk end i Danmark, har det for Mølgaard været vigtigt at få en uddannelse, hvor især hans mor var primus motor.

”Undervejs er jeg blevet student fra et hockey-gymnasie som ligger i Jönköping. Hockey er selvfølgelig en prioritet på skolen, og de sidste to år hvor jeg også har spillet i SHL har det været lidt svært, da vi også har trænet om eftermiddagen, hvor der også er timer. Det hele løste sig dog til sidst”, lyder det fra Mølgaard, der ikke synes, han har ofret så meget i forhold til, hvad en ungdomsspiller i Danmark ville gøre det.

Skiftet til Sverige kom inden Mølgaard fik debut i Metal Ligaen. Dermed skrev han sig på listen over spillere, der valgte svensk juniorhockey over en potentiel tidlig debut i dansk seniorhockey. Mølgaard tvivler på at hans karriere havde formet sig på samme måde, hvis han var blevet i Frederikshavn.

”Hvis jeg skal være ærlig, så tvivler jeg på det. Pengene er så meget større i Sverige, og selv på junior 18 og junior 20 holdene i Sverige er der flere fuldtidstrænere. Der er fire gode kæder, morgen- og aftentræninger, og der er i det hele taget bare et helt andet fokus på det i Sverige i forhold til i Danmark”, siger Mølgaard, der håber, at der kommer samme fokus i Danmark.

Selvom det ikke er blevet til istid i den hjemlige danske turnering tør landsholdsspilleren godt kaste sig ud i en sammenligning mellem svensk juniorhockey og niveauet i Metal Ligaen.

”Jeg føler at topspillerne i junior 20 i Sverige godt ville kunne begå sig i Metal Ligaen. Der vil være noget omkring fysikken, men mange af spillerne er så smarte og dygtige, at de godt ville kunne komme på holdet. I forhold til min udvikling, tror jeg også, det har været vigtigt, at blive matchet mod spillere på min egen alder og størrelse end granvoksne mænd, der er både større og tungere”.

Rejsen mod tinderne i sporten er gået stærkt for den stille vendelboer, der til tider har haft svært ved holde styr på alle de hold, han spillede på.

”Når man er ung, er der jo lidt fart over feltet, og efter sidste sæson hvor jeg spillede på tre forskellige hold i klubben, og tre forskellige aldersrelaterede landshold, der kunne jeg godt se, det at var gået voldsomt stærkt. Det forestiller jeg også, at jeg kommer til at gøre efter denne”, vurderer Mølgaard.

I den netop afsluttede sæson har Oscar Fisker Mølgaard været fast inventar på SHL-holdet i HV71. Her er det i 57 kampe blevet til ni mål og 15 assists, mens det på det danske A-landshold er blevet til syv kampe, to mål og syv assists. Med en gennemsnitlig istid på over 15 minutter pr. kamp, er unge Mølgaard at regne for en af de bærende spillere i en top-5 liga i verden.

”Det havde jeg ikke lige regnet med i starten af sæsonen, hvor der ikke var meget, der tydede på det. Jeg fik et stort løft efter den første landsholdssamling i november, og omkring jul og nytår begyndte jeg, at få jeg havde tillid fra trænere og medspillere. Jeg spillede de gode minutter i powerplay og boxplay i andenkæden, og så spiller man jo alt andet lige bare med bedre spillere”, lyder det fra Mølgaard, der i forhold til sin egen udvikling fremadrettet godt kan se fordele ved at have spillet på et hold, der har haft det svært.

”Det har helt sikkert været en fordel. Det har jeg også snakket med min familie om. Personligt er det jo gået godt, og jeg er lykkedes med mange ting, så nu har jeg lært, hvordan jeg skal gøre, når det ikke lige kører for holdet”, lyder det fra HV71-centeren, der måtte ud i en serie mod Oskarshamn, for at undgå nedrykning fra SHL. En serie Mølgaard og kompagni vandt med 4-3.

En af de ting, som en unge frederikshavner godt ved, der skal arbejdes på, er hans pointproduktion. Når man spiller i en af de to bedste kæder, så skal der leveres mål og assists. Mølgaards første mål på landsholdet kom i slutningen af april, da han scorede to gange i en testkamp mod Norge.

”Jeg er helt enig i, at jeg skal lægge det på mit spil. Nu har jeg haft en større rolle under den nye landstræner, så det giver selvfølgelig noget selvtillid, og så tror jeg nok det skal komme”, siger Mølgaard, der aldrig har været den store pointsluger, og hvis forcer også dækker den defensive del af ishockeyspillet.

I 2003 skrev Mølgaard sig ind på listen er danske spillere der blev draftet til NHL, da Seattle Kraken valgte ham i anden runde med valg nr. 52 overall. En stor ære for enhver hockeyspiller, men også noget, der betyder, at sommerferien nærmest bliver inddraget.

”Jeg skal på deres Development Camp i starten af juli, ligesom jeg også var sidste år. Jeg snakker en del med Seattle, men har også kontrakt i Sverige for næste sæson, hvor jeg er ret sikker på, jeg skal spille” lyder det fra Mølgaard, der dog med en god præstation på sommerens camp, hurtigt kan blive bedt om at flytte til det nordvestlige USA. Det kræver at Seattle Kraken, der også har danske Oliver Bjorkstrand på holdet, skriver en såkaldt entry-level kontrakt med Mølgaard, hvorefter han enten bliver tildelt en plads på NHL-holdet, eller alternativt sendes enten på farmerholdet Coachella Valley Firebirds der spiller i AHL, eller endnu længere nedad i fødekæden.

”Det er selvfølgelig en kæmpedrøm at spille NHL, men jeg stresser ikke over det. Jeg ved godt, jeg skal blive lidt større, lidt stærkere og stadig udvikle mig både som spiller og menneske. Jeg skal heller ikke derover for enhver pris, så det skal minimum være AHL, ellers bliver jeg bare i HV71”.

Udover de to danske spillere der er i Seattle Krakens system, er den tidligere danske NHL-stjerne Frans Nielsen tilknyttet klubben som Development Coach.

Nielsen var den første dansker nogensinde i verdens bedste liga, hvor det blev til 15 sæsoner og 949 kampe for New York Islanders og Detroit Red Wings. Som spilletype minder de to centere meget om hinanden, og Mølgaard har da også Nielsen som et af sine store idoler.

”Jeg har altid forsøgt, at spejle mit spil efter ham. Jeg er blevet sammenlignet med ham et par gange, og det er da stort at blive sammenlignet med en spiller af hans kaliber. Vi har meget kommunikation, hvor han enten ringer eller skriver til mig med fifs”, fortæller danskeren, der også har gavn af at afstanden mellem dem ikke er så stor, da Frans Nielsen efter sit karrierestop har bosat sig i det sydlige Sverige.

”Han er meget detaljeret omkring mit spil og mine skift. Han nærstuderer, hvor jeg er på banen i specifikke situationer, hjælper mig omkring faceoffs. Vi nørder rigtigt meget sammen”, fortøller Mølgaard.

Trods en status som draftet, er det ikke lig med en karriere i Nordamerika. Det har mange spillere før Mølgaard måtte sande. Den 19-årige dansker mærket også presset en lille smule, men det fylder ikke så maget i tankerne.

”Jeg mærker da presset, men der er også forskel på at være draftet i første runde, og så i anden runde som jeg er. Hvis man spiller godt, så kommer der også en kontrakt. Jeg gør det ikke til mere end det er, og spiller egentligt bare fordi jeg har det sjovt med det”, lyder det fra Mølgaard.

Oscar Fisker Mølgaard blev i sidste uge udtaget endegyldigt til den danske VM-trup, og dermed klar til sin anden slutrunde for Danmark.

Næste kamp for Danmark og Mølgaard er den 7/5 i Polen, inden Østrig venter i den danske VM-åbningskamp den 11/5.