Lyngby mister succesfuld trænerduo: Forhandler med udenlandsk klub

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Lyngby mister succesfuld trænerduo: Forhandler med udenlandsk klub

41-årige Freyr Alexandersson har stået i spidsen for Lyngby BK i 90 kampe. Det er blevet til sejr i 34 af dem.
41-årige Freyr Alexandersson har stået i spidsen for Lyngby BK i 90 kampe. Det er blevet til sejr i 34 af dem.Profimedia
Freyr Alexandersson er lige om lidt fortid i Lyngby BK. Det bekræfter klubben selv i en pressemeddelelse torsdag. Den islandske cheftræner forhandler med en udenlandsk klub, og også assistent Jonathan Hartmann er på vej væk. Allerede nu er Lyngby i dialog med kandidater til at afløse succestræneren.

Torsdag kunne flere danske medier rapportere, at Lyngby BK snart må vinke farvel til cheftræner Freyr Alexandersson såvel som assistenttræner Jonathan Hartmann, der angiveligt skulle være på vej til en udenlandsk klub.

Nu bekræfter klubben så, at man forventer, at den succesrige duo vil være fortid i Lyngby indenfor det kommende døgn. Det fortæller klubbens fodboldchef Nicas Kjeldsen i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

”Vi kan bekræfte at både Jonathan og Freyr er på vej væk, men at der fortsat mangler de sidste formaliteter før det er på plads,” står fodboldchefen således citeret for. 

”I dag er vi selvfølgelig vemodige og ærgerlige, men vi er også bevidste om, at Freyr har været med til at skabe et utroligt stærkt fundament og en kultur, som er forankret i klubben. Så der er virkelig noget at bygge videre på for en ny cheftræner, og det ser vi nu frem til at få på plads,” fortsætter Nicas Kjeldsen. 

Freyr Alexandersson har været i Lyngby siden sommeren 2021 og førte altså straks Lyngby til oprykning i sin første sæson. Siden er det altså blevet til halvanden sæson i Superligaregi for Alexandersson, og selvom Lyngby i seneste sæson med nød og næppe klarede skærene og overlevede, så har det i det forgangne efterår set anderledes flot ud.

Således indtager Lyngby syvendepladsen efter de indledende 17 spillerunder, og det er blevet til fem sejre for de kongeblå, der dog er syv point fra Silkeborg IF på den feterede sjetteplads, der er yderste mandat til mesterskabsspillet. 

Ifølge flere medier skulle det være belgiske KV Kortrijk, der er godt på vej mod at hente Alexandersson. Klubben fyrede i starten af december belgiske Glen De Boeck efter en skidt sæsonstart, og det er i øjeblikket nigerianske Joseph Akpala, der midlertidigt står i spidsen for Kortrijk.

Islandske Alexandersson får sin opgave for, hvis forlydenderne om et forestående skifte til Kortrijk viser sig at være sande. Således indtager klubben nemlig sidstepladsen i den bedste belgiske række efter sølle to sejre i de første 20 kampe.

I føromtalte pressemeddelelse pointerer Nicas Kjeldsen samtidig, at Lyngby er godt i gang med at erstatte Alexandersson, og at man allerede er i dialog med flere potentielle kandidater. Ifølge bold.dk skulle blandt andre den forhenværende mestertræner Niels Frederiksen være på blokken.