Arteta jubler sig til karantæne i dramatisk Arsenal-sejr: "Det var bare følelser"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Arteta jubler sig til karantæne i dramatisk Arsenal-sejr: "Det var bare følelser"

Mikel Arteta har været cheftræner i Arsenal siden december 2019. Spanieren rundede forleden kamp nummer 200 i spidsen for London-holdet.
Mikel Arteta har været cheftræner i Arsenal siden december 2019. Spanieren rundede forleden kamp nummer 200 i spidsen for London-holdet.David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Cheftræner Mikel Arteta får ikke lov til at dirigere sit Arsenal-hold fra sidelinjen, når Premier Leagues førerhold på lørdag spiller topkamp ude mod Aston Villa.

Spanieren modtog under tirsdagens dramatiske 4-3-sejr over Luton et gult kort, og dermed har han samlet gule kort sammen til en tur på tribunen i næste kamp.

Arteta fik det gule kort for at juble, da Declan Rice dybt inde i tillægstiden headede Arsenal på 4-3.

Tv-billederne viste ikke jubel ud over det sædvanlige, men Arteta tog efterfølgende konsekvensen i stiv arm.

"Jeg kunne ikke blive siddende på mit sæde, men forlod det uden den store bevidsthed. Det var bare følelser. Hvis det var et gult kort, var det et gult kort," siger Arteta ifølge flere medier, herunder The Athletic.

Arsenal kom planmæssigt foran 1-0 og senere 2-1, men efter et par knap så heldige indgreb af keeper David Raya kom bundholdet foran med 3-2.

Alligevel slog Arsenal tilbage og vandt sin sjette kamp i træk, alle turneringer medregnet.

"Jeg er så glad. Jeg vidste, at det ville blive en stor fight, og vi gjorde det svært for os selv med de mål, vi lukkede ind," siger Arteta.

"Vi kæmpede, viste holdånd og kvalitet i de rette øjeblikke og gav aldrig op. Vi gik efter det og blev belønnet."

Med tirsdagens sejr øgede Arsenal sit forspring i toppen af Premier League, hvor holdet har 36 point for 15 kampe.

Forfølgerne kan dog reducere afstanden, når de spiller deres 15. ligakamp i sæsonen onsdag.

Liverpool har 31 point inden udekampen mod Sheffield United, og Manchester City og Aston Villa har henholdsvis 30 og 29 point, inden de tørner sammen hos sidstnævnte.