Silkeborg handler igen i landets næstbedste fodboldrække

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Silkeborg handler igen i landets næstbedste fodboldrække

"Kiwien" McCowatt er ny i Silkeborg.
"Kiwien" McCowatt er ny i Silkeborg.https://www.silkeborgif.com/
Callum McCowatt scorede i foråret seks mål i ni kampe for FC Helsingør i 1. divisions oprykningsspil, og det kunne superligaklubben Silkeborg IF ikke stå for.

Derfor har sportschef Jesper Stüker haft pungen oppe af lommen og købt offensivspilleren, der har newzealandsk pas.

Det oplyser Silkeborg på sin hjemmeside tirsdag aften.

"Han er en dynamisk spiller, der er god til at udfordre og kan finde løsninger på egen hånd foran mål. Han har bevist i sin karriere i Helsingør, i hjemlandet og på landsholdet, at han er målfarlig og pågående på den sidste tredjedel af banen," siger Jesper Stüker.

"Vi mener, vi kan udvikle Callums evner endnu mere her i SIF, hvor vi tror på, han vil passe godt ind i vores spilsystem. Han dækker mange af de offensive positioner, og i SIF er han i første omgang tiltænkt en rolle som 8’er, men vi ved, at han også er dygtig som 10’er," siger Jesper Stüker.

Det er ikke første gang denne sommer, at Silkeborg handler i 1. division.

Klubben har også hentet Fredrik Carlsen og Andreas Pyndt, som i sidste sæson var med til at rykke Hvidovre IF op i Superligaen.

24-årige Callum McCowatt kom til FC Helsingør i september 2020 og har spillet 55 kampe i landets næstbedste række.

Han kan prale af at have spillet 13 kampe for A-landsholdet i sit hjemland, ligesom han har optrådt på flere ungdomslandshold.

Senest var han med på landsholdet så sent som juni, da New Zealand mødte Sverige og Qatar. Her scorede han mod Sverige, som dog vandt 4-1.

I 2021 spillede han blandt andet fire kampe ved OL i Tokyo, hvor New Zealand nåede kvartfinalen.

Nu står den på superligafodbold i Silkeborg, hvor han har skrevet under på en kontrakt, der løber indtil udgangen af 2027.

"Jeg tror, SIF og jeg er det perfekte match. Jeg er en offensiv midtbanespiller, der elsker at score mål og lave assister. Samtidig sætter jeg også pris på en god tackling og hårdt arbejde. Så jeg glæder mig meget til at komme i gang og møde mine holdkammerater og trænerne og begynde at bidrage," siger han.