Brødrepar sender Barcelona ud af spansk pokalturnering

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brødrepar sender Barcelona ud af spansk pokalturnering

Brødrepar sender Barcelona ud af spansk pokalturnering
Brødrepar sender Barcelona ud af spansk pokalturneringJose Breton/NurPhoto via AFP
Barcelona er færdig i den spanske pokalturnering Copa del Rey efter et nederlag i kvartfinalen på 2-4 i forlænget spilletid til Athletic Club fra Bilbao.

Kampen endte 2-2 i ordinær spilletid, hvorfor klubberne skulle bruge en halv time ekstra på at afgøre, hvem pladsen i semifinalen skulle tilfalde.

Barcelona, der havde danske Andreas Christensen med fra start, kom allerede bagud i det første minut ved en scoring fra Gorka Guruzeta.

Men takket være to scoringer af henholdsvis Robert Lewandowski og Lamine Yamal kunne Barcelona alligevel gå til pause med en føring på 2-1.

Oihan Sancet udlignede dog til 2-2 blot fire minutter inde i anden halvleg, og det blev sidste scoring i ordinær spilletid.

Christensen blev skiftet ud i det 70. minut - tilsyneladende med en skade, hvilket han ellers lige er kommet tilbage fra.

Athletic Clubs Iñaki Williams scorede først til 3-2 i overtiden af første halvleg i den forlængede spilletid.

Dernæst lukkede og slukkede hans bror, Nico Williams, kampen i overtiden af anden halvleg af den forlængede spilletid med en scoring til 4-2.

Iñaki Williams, der er halvt ghaneser og halvt spanier, var mandag også i aktion for Ghana i African Cup of Nations, men han skyndte sig hjem for at hjælpe sin klub videre til semifinalen i den spanske pokalturnering.

Det er endnu ikke fastlagt, hvem Athletic Club skal møde i semifinalen. Desuden har Real Sociedad og Mallorca kvalificeret sig. I den sidste kvartfinale spiller Atlético Madrid mod Sevilla.

Med onsdagens nederlag må presset forventes at stige på Barcelonas cheftræner, Xavi.

Klubben tabte også for nylig 1-4 til Real Madrid i den spanske Super Cup, hvorefter at Xavi indrømmede, at Barcelona har brug for at vinde et trofæ i den indeværende sæson.

I La Liga er Barcelona otte point bag førerholdet Girona og syv point bag Real Madrid på andenpladsen, der har en kamp i hånden.