NHL-holds nederlag i slutspil kan blive guld værd for dansk ishockey-landshold

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

NHL-holds nederlag i slutspil kan blive guld værd for dansk ishockey-landshold

NHL-holds nederlag i slutspil kan blive guld værd for dansk ishockey-landshold
NHL-holds nederlag i slutspil kan blive guld værd for dansk ishockey-landsholdProfimedia
Der kan være forstærkning på vej til ishockeylandsholdet, der i næste uge rejser til Prag for at spille VM.

Landsholdets general manager, Claus Fonnesbech Christensen, arbejder i disse dage på at få Alexander True hjem fra Nordamerika.

True afsluttede natten til mandag sæsonen for Charlotte Checkers i AHL, som er ligaen lige under NHL.

"Ham er vi i god dialog med. Jeg håber bestemt, at vi kan få ham med til VM. Men der er stadig nogle formalia, der skal på plads", siger Claus Fonnesbech Christensen.

Charlotte Checkers er tilknyttet NHL-holdet Florida Panthers, der er klar til anden runde af Stanley Cup-slutspillet.

Panthers har dog på intet tidspunkt gjort brug af True, der er noteret for 27 NHL-kampe, men ikke har optrådt i den prestigefyldte liga siden januar 2022, hvor han spillede for Seattle Kraken.

Den 26-årige center har spillet et enkelt senior-VM - i Riga i 2021 - hvor han gjorde et godt indtryk.

De kommende dage vil også vise, hvorvidt Nikolaj Ehlers er klar til at tage endnu en tørn for landsholdet. Ehlers' klub, Winnipeg Jets, røg ud af NHL-slutspillet natten til onsdag dansk tid.

"Når han er stået op, vil vi selvfølgelig tage kontakt til ham", siger Fonnesbech.

Derudover holder landsholdsledelsen skarpt øje med målmanden Mads Søgaard og forwarden Jonas Røndbjerg, som stadig er optaget af slutspil.

Søgaard og hans AHL-hold, Belleville Senators, tager natten til torsdag hul på en serie mod Cleveland Monsters og kan tidligst afslutte sæsonen midt i næste uge. Danmark spiller sin første VM-kamp lørdag 11. maj.

Røndbjerg, der har spillet 20 NHL-kampe i denne sæson, er en del af reservestaben hos Vegas Golden Knights og får ikke fri, før holdet er ude af slutspillet.

Vegas er i gang med en meget jævnbyrdig serie mod Dallas Stars, hvor det står 2-2 i kampe. Der skal fire sejre til avancement.

Landstræner Mikael Gath udtager i næste uge sin trup til VM. Der er mulighed for at skrive 22 markspillere og tre målmænd ind i turneringen, men der vil givetvis blive holdt pladser åbne, hvis der stadig er realistisk mulighed for at få nordamerikansk forstærkning.

Det ligger fast, at hverken Oliver Bjorkstrand eller Lars Eller stiller op i Prag. Begge spillere har takket nej til VM.