Holm gik fra pensionistordning til potentiel medaljetræner: Vi er glade og stolte

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holm gik fra pensionistordning til potentiel medaljetræner: Vi er glade og stolte

Ribe-Esbjerg kan sig en plads i DM-semifinalen.
Ribe-Esbjerg kan sig en plads i DM-semifinalen.Profimedia
Da Jesper Holm trådte til som cheftræner kort før slutspillet, havde Ribe-Esbjerg tabt seks ud af otte ligakampe, vundet én og spillet én uafgjort.

Siden er pointsnittet løftet, og søndag har klubben gode kort på hånden, når det i en altafgørende kamp mod Mors-Thy Håndbold gælder en plads i DM-semifinalen.

"Det havde jeg ikke forestillet mig, da vi gik i gang med slutspillet. Men vi er glade og stolte - og spændte," siger Jesper Holm.

Han greb tøjlerne på midlertidig basis, da Anders Thomsen blev fyret med to runder tilbage af grundspillet. I hans debut som cheftræner vandt Ribe-Esbjerg over Sønderjyske og sikrede sig en plads i slutspillet.

I slutspillet har resultaterne flasket sig sådan, at Ribe-Esbjerg inden sidste runde er på andenpladsen med ét point ned til Mors-Thy. Dermed kan klubben klare sig med uafgjort søndag.

"Man kan måske bruge det til sidst i kampen, men det er helt utrolig svært at spille på uafgjort. Situationen er god, men jeg synes ikke, det har den store betydning. Vi skal bare forsøge at vinde," siger Jesper Holm.

Før han greb tøjlerne som cheftræner, var han assistenttræner for Anders Thomsen.

"Jeg kaldte det en pensionistordning, hvor jeg var mere assistent for Anders end for holdet, hvis man kan sige det sådan. Jeg kom til én træning - måske to - hver uge, og så kom jeg til kamp. Nu står jeg for det hele."

"Så det har været fra asken til ilden, men når det går godt, er det jo sjovt," siger Jesper Holm, som ikke var fuldstændig overbevist om, at en fyring af hans forgænger var det rigtige.

"Jeg var noget nervøs, fordi jeg som udgangspunkt ikke rigtig tror på trænerfyringer. Men vi har været dygtige og heldige med, at tingene har flasket sig for os," siger han.

Kort tid efter udnævnelsen som midlertidig træner blev han desuden forfremmet fra talentchef til sportschef med omgående virkning, så der er vendt op og ned på hans arbejdsliv.

"Når sæsonen på et tidspunkt slutter, skal jeg nok lige sunde mig lidt. Det er gået stærkt, og det bliver sgu nok meget godt med lidt ferie på et tidspunkt," siger Jesper Holm med et grin og slår fast:

"Jeg brokker mig ikke. Jeg synes, det er fantastisk."

En fuldkommen ferietilstand skal Jesper Holm da heller ikke forvente lige med det samme. I sin nye rolle som sportschef skal han både finde en ny cheftræner og sætte holdet til næste sæson.

I den henseende vil en semifinalebillet søndag være meget velkommen.

"På den korte bane vil det være fantastisk, for det vil være et stort udstillingsvindue at spille semifinaler."

"Og så er det som spiller sjovere at komme til en klub, hvor man rent faktisk kan blande sig i toppen, end at komme til en klub, hvor man bare snakker om det," siger han.

Lige så meget som en semifinalebillet vil være et vidnesbyrd om en flot sæson af Ribe-Esbjerg, vil det ifølge Jesper Holm også være et resultat af, at konkurrenterne har haltet tilpas meget.

Om det bliver Ribe-Esbjerg eller Mors-Thy, der løber med billetten, afgøres søndag klokken 18 i Nykøbing Mors.