Allegri færdig i Juventus: Kritiseres for opførsel efter pokalfinale

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Allegri færdig i Juventus: Kritiseres for opførsel efter pokalfinale

Foruden Juventus og Milan har Massimiliano Allegri også stået i spidsen for blandt andre Cagliari og Sassuolo.
Foruden Juventus og Milan har Massimiliano Allegri også stået i spidsen for blandt andre Cagliari og Sassuolo.Giuseppe Maffia/NurPhoto via AFP
Massimiliano Allegri er fortid i Juventus. Fredag har den norditalienske storklub fyret den 56-årige italiener, efter Allegri i onsdagens italienske pokalfinale gjorde sig bemærket for sin opførsel.

For ganske få dage siden hentede Massimiliano Allegri sit trofæ nummer 12 som Juventus-træner, men nu er den 56-årige italiener færdig i den norditalienske klub. Fredag har Allegri således fået sparket, præcis fem år efter at Juventus i 2019 annoncerede italienerens første stop i klubben.

Fyringen kommer i kølvandet på Allegris stærkt omdiskuterede opførsel i årets Coppa Italia-finale, som Juventus ellers endte med at vinde med 1-0 over Gian Piero Gasperinis Atalanta-mandskab, efter serbiske Dušan Vlahović tidligt i kampen bragte Allegris mandskab foran.

Allegri selv måtte dog gå tidligt i bad, eller hvad cheftrænere nu foretager sig efter at være blevet smidt ud før tid, hvorefter italieneren i ren og skær arrigskab begyndte at afklæde sig sit stiveste puds. Således røg både jakke og slips af, men den forhenværende Milan-træner nåede altså ikke at fuldføre sin striptease, før han blev eskorteret af banen.

Netop opførslen i den ellers vellykkede pokalfinale lægges til grund for fyringen af den erfarne italiener i klubbens pressemeddelelse.

”Fyringen kommer efter en bestemt opførsel under og efter Coppa Italia-finalen, som klubben ikke mener er forenelig med Juventus’ værdier og opførslen hos dem, der repræsenterer klubben,” skriver Juventus således i fredagens pressemeddelelse.

Dermed kan La Vecchia Signora tilføjes til listen over klubber, der er på markedet efter en ny cheftræner til den kommende sæson. I første omgang melder italienske medier dog, at Paolo Montero overtager jobbet midlertidigt. Den 52-årige uruguayaner, der som aktiv tilbragte adskillige år i Juventus, træder til efter at have stået i spidsen for klubbens U19-mandskab.

I alt har Massimiliano Allegri stået i spidsen for Juventus i 420 kampe, først fra 2014 til 2019 og efterfølgende igen fra 2021. Italienerens første ophold i Juventus, hvor det dengang blev til fem Scudetti, italienske ligatitler, i træk, var markant mere vellykket end ophold nummer to hos Bianconeri. Således har indeværende sæson været noget tumultarisk for Juventus, der indtager fjerdepladsen med to spillerunder tilbage à point med sensationelle Bologna på tredjepladsen. 

Netop Bolognas cheftræner, Thiago Motta, har tidligere været sat i forbindelse med Juventus som potentiel arvtager for den nu fyrede Allegri, mens også blandt andre Bolognas hollandske spydspids, Joshua Zirkzee, har været rygtet til den zebrastribede Torino-klub.